TrA.Subject

TrA.Announcement

Personer med usynlige handicap, der tager færgen mellem Helsingør og Helsingborg kan fra 1. november 2021 bære Solsikkesnoren hvis de ønsker at signalere til medarbejderne og øvrige passagerer, at der kan være behov for ekstra tid, forståelse, tålmodighed eller hjælp på overfarten.

For personer med usynlige handicap, som for eksempel autisme, alzheimers, hjerneskade, ADHD, angst, PTSD mv. kan det være stressende eller belastende at være i ukendte omgivelser.

Derfor slutter ForSea sig nu, som den første virksomhed i branchen til Solsikkeprogrammet. I løbet af september og oktober træner ForSea medarbejderne til at vide hvordan de bedst sikrer, at personer med usynlige handicap og deres familier, får en god oplevelse på turen mellem Helsingør og Helsingborg

Solsikken er en løsning, der fortæller vores passagerer med usynlige handicap, samt deres familier, at de er velkomne hos os. Vi har trænet medarbejderne så de ved hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder og hvordan de bedst sikrer at en person, der vælger at bære Solsikken, får en god oplevelse. Inklusion og tilgængelighed for personer med usynlige handicap går hånd i hånd med vores mission om at binde mennesker og regionen sammen. Turen med færgen skal ikke være en forhindring for at rejse, Fortæller Kristian Durhuus, CEO ForSea.

Solsikkesnoren sikrer, at personer med usynlige handicap og diagnoser ikke behøver forklare sig eller retfærdiggøre sine behov i situationer hvor angst, stress, forvirring eller behov for hjælp presser sig på.

Hos Videnscenter om Handicap er man begejstret for at ForSea sætter fokus på gæster med usynlige handicap:

Hvis man har et usynligt handicap giver det ro i maven at vide, at medarbejderne ved, hvad et usynligt handicap er og er trænet i at forstå og hjælpe dig, når man som kunde for eksempel rejser, er i ukendte omgivelser eller besøger steder som attraktioner, supermarkeder og hospitaler. Vi håber, at mange andre virksomheder vil lade sig inspirere af ForSea og tage Solsikken til sig, fortæller chef for Videnscenter om Handicap, Dorte Nørregaard.

Solsikkesnoren giver ingen særlige fordele.  Den er et signal til medarbejderne om, at her er en person, der kan få brug for ekstra hensyn, tid, tålmodighed eller hjælp. Det er frivilligt, om man vil bære Solsikken. Solsikkesnoren udleveres gratis og uden spørgsmål i billetsalget.

Fakta

The Hidden Disabilities Sunflower er et globalt anerkendt symbol for skjulte handicap, skabt i 2016. The Hidden Disabilities Sunflower er en del af Hidden Disabilities Sunflower Scheme Limited, som er en privat virksomhed baseret i Storbritannien.

I 2016 blev Hidden Disabilities Sunflower designet og lanceret, da London Gatwick Airport spurgte "Hvordan kan vi identificere, at en af vores passagerer kan have et skjult handicap?". Til dette formål blev det første solsikkesymbol udviklet. De produkter, der er tilgængelige, er ikke til salg, men distribueres til dem, der har bedst brug for dem, og deres familier eller pårørende

 

 

For yderligere information

ForSea, CEO, Kristian Durhuus: tlf: +45 51 52 04 28

Videnscenter om Handicap, Centerchef, Dorte Nørregaard, tlf: +45 40 92 27 64

Hidden Disabilities Sunflower, Regional Director, Stine Marsal, tlf: +45 53 77 43 45

 

 

Helsingør-Helsingborg overfarten er regionens flydende bro, som består af de fem færger: Aurora, Tycho Brahe, Hamlet, Mercandia IV og Mercandia VIII. Færgerne er miljøvenlige og udrustet med katalysatorer. Aurora og Tycho Brahe er begge konverteret til eldrift for en investeringssum på ca. 300 mio. SEK. INEA, et forvaltningsorgan for innovation og netværk under EU, har støttet med ca. 120 mio. SEK.

I 2019 transporterede ForSea 7 mio. passagerer og 1,3 mio. personbiler, 440.000 lastbiler og 16 .000 busser og rutebiler. Det svarer til 20% af de køretøjer, der krydsede Øresund[1] 2019. Overfarten fremmer integrationen og væksten i Øresundsregionen og drives af 600 medarbejdere, som dagligt arbejder for en sikker og effektiv forbindelse mellem Sverige og Danmark. Målet er at gøre rejsen så nem og behagelig som muligt – og reducere CO2-udledningen med 65% mod normal drift uden batterier. Forbindelsen bidrager derudover med at skabe omkring 2000 job-muligheder
i regionen. Kristian Durhuus er CEO for ForSea AB, som er ejet af investeringsspecialisten First Sentier Investors.

[1]  Det samlede antal overfarter på Øresundsbroen og ForSea Helsingør-Helsingborg-ruten.