40 år med Viggo på farten

Overfor os sidder Viggo Nørregaard på 78 år. Han er kørende ejer af vognmandsfirmaet Viggos Shipping AB, og den 1. september kunne han fejre sit 40 års jubilæum som selvstændig vognmand på overfarten Helsingør-Helsingborg. Han har for længst rundet de 15.000 ture med færgerne over Øresund i sin lastbil, men har ingen planer om at stoppe foreløbig.

Vi fangede ham en fredag eftermiddag på vej hjem til hovedkontoret i Perstorp, hvor Peter Kesting, Head of freight ved ForSea Ferries kunne overrække en indrammet kopi af den aftale, som blev indgået den 1. september 1979. Med overrækkelsen fulgte også et par flasker af ForSeas Selected Wines fra Sydafrika, som Viggo forhåbentlig kan få lov at nyde sammen med sin hustru og kollega gennem mange år.

Et forretningskoncept, der holder
Og Viggo fortjener lidt god vin. Transportbranchen er hård, og 40 år med succes kommer ikke af sig selv. Men Viggo han bestemmer selv, og arbejder uafhængigt at koncerner og større aftaler. Han kører freelance, og som han selv siger: ”Jeg har mine priser, og jeg vil ikke konkurrere med lavprisselskaberne. Mine biler er miljøgodkendte og jeg garanterer 24 timers levering i Danmark, på Bornholm og i Flensborg. Mine kunder er speditionsfirmaer i Danmark og Sverige, og jeg håndterer de ordrer, som ikke lige passer ind i deres store forkromede systemer. Det koncept har jeg haft fra start, og det holder jeg fast i, - for det virker.”

Forretningskonceptet, og Viggos gode omdømme og ikke mindst store netværk, har sikret ham en fast plads i branchen igennem 40 år. Viggo forklarer selv, at det er jungletrommerne, eller jungeltelegrafen, som han siger på skånsk, der sikrer ham fortsat arbejde. De spiller nemlig for ham.

Aldrig for gammel til skolebænken
Og selvom dåbsattesten måske kunne indikere pensionsalder, ligger det på ingen måde Viggo på sinde. Han tænker hele tiden fremad, og hvis situationen kræver nye tiltag, så tager han dem naturligvis. I 2016, i en alder af 75 år, satte han sig tilbage på skolebænken, da chaufførmangel gjorde, at han selv var nødt til at erhverve retten til at køre med farligt gods. Men, som han siger; ”jeg behøvede jo næsten ikke at åbne bogen, for mine mange års erfaring, sikrede mig næsthøjeste score på kurset og certifikat til at køre med farligt gods.”

Der var ingen tvivl om at Viggo ville ende i lastbilbranchen. Han købte sin første lastbil allerede inden han havde fået kørekort. I løbet af tiden har han været oppe og have 7 biler i flåden, men i dag er det bare ham selv og en enkelt chauffør. Og hvis det kniber, så træder hans hustru til bag rattet. Han tog sit lastbilkørekort i 1959 og startede karrieren i 1960, hvor hans første transport var frosne fisk til minkfarme. Og han har ingen planer om at stoppe foreløbig. Når kompetencekortet udløber næste år, har hans hustru bevilget ham tilladelse til at forlænge yderligere fem år, så Viggo er slet ikke klar til pension.

Tiderne skifter, men færgeturen består
Inden færgelejet i Helsingør blev placeret, hvor det ligger i dag, husker Viggo tydeligt, hvordan de gamle SL-færger Betula og Regula i starten af 70’erne lagde til ved Kronborg. De havde ikke hængedæk, og fokus var primært på personbilstrafikken. Når alle biler var ombord, kunne der muligvis blive plads til et par lastbiler. Selvom sommertrafikken i dag kan være hektisk, har meget ændret sig siden da, og Viggo får som regel altid plads på en af ForSea færgerne. Og efter 40 år, nyder han stadig de 20 minutters pause på vejen, når han krydser Øresund.