Slottets historie
Tjolöholm Slot, bygget 1898–1904, er et pragteksempel på et Arts & Crafts-bygningsværk af den slags, man ellers hovedsageligt ser i England. I dag er slottet åbent for besøgende, og du kan vælge mellem en guidet tur eller gå en tur på egen hånd.
Der findes næppe noget slot i England, som er lige så ægte britisk som Tjolöholm Slot. Og alligevel er det tegnet af en ung arkitekt, Lars Israel Wahlman, som aldrig havde sat sine ben på de britiske øer. Wahlman tegnede slottet i det man kalder Tudor-stilen til hofstaldmesteren James Fredrik Dickson og hans kone Blanche, født i England.
Med inspiration fra det engelske magasin The Studio og påvirkninger fra Arts and Crafts-bevægelsen blev der skabt en britisk ejendom, der, i sit udtryk, stadig er helt sin eget. Slottets overdådige interiør byder på britisk ’comfort’ og for sin tid topmoderne faciliteter såsom brusere og en støvsuger, der vejer et ton. Også haven er skabt i Arts and Crafts-stilen og byder på stor variation og blomsterpragt.
Blanche Dickson og arkitekt Wahlman havde en fælles interesse - at skabe noget helt unikt og individuelt. Denne bestræbelse var altomfavnende og tydelig ned i mindste detalje – og alle der har besøgt slottet, kan nikke genkendende til den beskrivelse. I dag er Tjolöholm et monument over gedigent håndværk og sans for detaljer.