Oplev eksotiske dyr i autentiske omgivelser
I Tropikariet i Helsingborg kan du opleve eksotiske dyr fra både Sydamerika, Asien, Madagaskar og Afrika i autentiske omgivelser. Her går du rundt blandt legende aber, flyvende tukaner og springende lemurer. Tropikariet ligger lige på den anden side af Sundet, og det tager blot en færgetur at komme dertil.
Et besøg i Tropikariet er en dejlig oplevelse for både børn og voksne. Aberne springer lige omkring dig og i kælderen svømmer fisk og hajer rundt, mens de iagttager de besøgende. Et stort hit blandt børnene, er et lille følerum, hvor man kan mærke på fiskene.
Der findes også en café, hvor de trætte ben kan hviles efter en oplevelsesrig dag. Og, skal der et minde med hjem til børneværelset, kan det helt sikkert findes i den lille butik.
Det anbefales at komme tidligt på dagen eller hen ad eftermiddagen, hvor dyrene er mest aktive. Midt på dagen tager mange af dyrene en velfortjent siesta.
Læs mere på Tropikariets egen hjemmeside.
Åbningstider
Tropikariet har normalt åbent tirsdag til søndag kl. 11.00-17.00, men holder lukket om mandagen. Der kan være særlige åbningstider i ferier og på helligdage, hvorfor det er en god idé at tjekke Tropikariets egen hjemmeside.